udkast.
aldrig færdiggjort
NB besluttede ikke at skrive
26.3.1962
Kære Heisenberg.
Jeg har længe tænkt at skrive til dig om en sag, om hvilken jeg stadig
bliver spurgt fra mange forskellige sider. Det drejer sig om dit og Weizsäckers
besøg i København i efteråret 1941. Som du ved af vore samtaler i de første år
efter krigen, fik vi jo her en helt anden opfattelse af, hvad der hændte under
dette besøg, end den som du i Jungk’s bog har givet udtryk for. Når jeg skriver
til dig, er det især fordi hele spørgsmålet om atomenergiprojekterne under
krigen er gjort til genstand for grundige studier i England, baseret på adgang
til regeringsarkiver, derunder også efterretningsvæsenets opbevarede materiale.
I denne forbindelse har jeg haft indgående samtaler om min tilknytning til hele
projektet, <og> herunder er også spørgsmål vedrørende dit besøg i 1941
blevet fremdraget, jeg har derfor syntes, at det var rigtigst at prøve at give
dig et så nøjagtigt indtryk som muligt af, hvordan vi her opfattede besøget.
Selv om vi var klare over, at der bag besøget lå et ønske om at se, hvordan
vi havde det i København <og prøve at hjælpe os> i <vor> farefulde
stilling under den tyske besættelse, <for os,> der kun levede på
forhåbningen om et nederlag for den tyske nazisme, <var det dog> en
<meget> vanskelig situation at mødes og tale med nogen, der så stærkt som
du og Weizsäcker udtrykte jeres sikre overbevisning om en tysk sejr og tillid
til, hvad den ville bringe, <og derfor saa indstændigt fraraadede os at opretholde
vor afvisende Holdning til Samarbejde med de tyske Myndigheder>. Naturligvis
forstår vi <alle> godt, at det måske er svært for jer at holde rede på,
hvordan I tænkte og udtalte jer på de forskellige tidspunkter under krigen,
hvis forløb jo efterhånden ændredes således, at over-
[NEW PAGE]
- 2 -
bevisningen om
tysk sejr gradvis måtte svækkes for til slut at ende med vished om nederlaget.
Det jeg imidlertid særligt tænker på, er den samtale vi havde i mit kontor
på Instituttet, og hvor jeg på grund af det emne, du bragte op, nøje
indprentede mig hvert ord der faldt. Det måtte
jo gøre et meget stærkt indtryk på mig, at du straks til at begynde med
udtalte, at du følte dig sikker på, at krigen, hvis den varede tilstrækkeligt
længe, ville blive afgjort ved atomvåben. På det tidspunkt <havde jeg>
intet som helst kendskab til de forberedelser, der var i gang i England og
Amerika, <og> da jeg <ikke svarede og> måske så tvivlende ud,
<fortalte Du> at jeg måtte forstå, at du i de sidste år næsten udelukkende
havde beskæftiget dig med dette spørgsmål og <var sikker> på, at det
kunne lade sig gøre. <Der fremkom derimod ikke fra Din Side nogen Antydning
om at der blandt tyske Fysikere var Bestræbelser for at> hindre en sådan
udnyttelse af atomvidenskaben. Under samtalen, der <paa Grund af min
tilbageholdende Stilling kun blev kort,> tænkte [jeg] ikke desto mindre
meget over dens indhold, og min forskrækkelse blev jo ikke mindre ved at høre
fra de andre på Instituttet, at Weizsäcker havde udtalt, hvor lykkeligt det
ville være for videnskabens stilling i Tyskland efter sejren, at du kunne
hjælpe så væsentligt dertil.
I dit brev til Jungk kommer du også ind på Jensens
besøg i København i 1943 under hans rejser til Norge for at medvirke ved
bestræbelserne på at forøge produktionen af tungt vand. Det er rigtigt, at
Jensen over for os understregede, at dette arbejde kun tog sigte på
energifrembringelse til industrielle formål, men selv om vi var tilbøjelige til
at nære tillid til hans oprigtighed, følte vi os på ingen måde sikre på, hvor
meget han selv vidste om hele arbejdet i Tyskland.
[NEW PAGE]
- 3 -
Der fremkom jo også i de år fra tysk side ofte bebudelser af nye afgørende våben. Ved møderne med Jensen var jeg ligeledes yderst tilbageholden som følge af den stadig voksende spionering fra det tyske politis side.
Da jeg, for at undgå en umiddelbart forestående arrestation, måtte flygte
til Sverige i efteråret 1943 og derfra kom til England, lærte jeg for første
gang om det da allerede vidt fremskredne amerikansk–engelske atomprojekt.
Spørgsmålet om, hvor langt man var kommet i Tyskland, optog ikke alene
fysikerne, men også regeringerne og efterretningstjenesten, og jeg blev
inddraget i drøftelserne derom. Jeg fortalte om alle vore oplevelser i
København, i hvilken forbindelse spørgsmålet blev rejst, hvad bemyndigelse der
fra den tyske regerings side måtte være givet dig til, over for nogen i et
besat og fjendtligt indstillet land, at berøre <en> så farligt
<Sag>, med så store politiske konsekvenser. Drøftelserne fik dog ikke
nogen afgørende betydning, hverken i den ene eller anden retning, idet det, på
basis af efterretningstjenestens oplysninger, allerede da var ret klart, at der
ikke i Tyskland var mulighed for at gennemføre et så stort foretagende førend
krigens afslutning.
Jeg har skrevet så udførligt for, så godt jeg kan, at belyse hele sagen
over for dig, og håber, at vi ved lejlighed kan tale nærmere sammen derom.