1. Original text.

 

1

 

Kære Heisenberg,

Jeg har set en bog “Stærkere end tusind sole” af Robert Jungk, der for nylig er udkommet på dansk, og jeg synes jeg skylder dig at sige, at det har forbavset mig meget at se, hvor stærkt din hukommelse har svigtet dig i dit brev til bogens forfatter, der i uddrag er aftrykt i den danske udgave.

Jeg husker selv hvert ord af vore samtaler, der jo fandt sted på en baggrund af yderste sorg og spænding for os heroppe i Danmark. Især gjorde det et stort indtryk både på Margrethe og mig og på alle på Instituttet, som I talte med, at du og Weizsäcker gav udtryk for jeres bestemte overbevisning at Tyskland vilde sejre og at det derfor var ganske tåbeligt af os andre at opretholde håbet om en anden udgang af krigen og stille os tilbageholdende overfor alle tyske tilbud om samarbejde. Jeg husker også ganske nøje vor samtale i min stue på Instituttet, hvor Du i vage vendinger talte på en måde der måtte give mig det bestemte indtryk, at man i Tyskland under din ledelse gjorde alt for at udvikle atomvåben og at du sagde at vi ikke behøvede at tale om enkeltheder, fordi du var så nøje inde deri og i de sidste to år væsentlig kun havde beskæftiget dig med sådanne forberedelser. Jeg hørte på det uden at sige noget, idet det drejede sig om [en] stor menneskelig sag, hvori vi trods vores personlige venskab måtte opfattes som repræsentanter for to på liv og død kæmpende

 

[NEW PAGE]

2

 

sider. At min tavshed og alvor, som du skriver i brevet, kunde opfattes som forskrækkelse over dine meddelelser om at man kunde lave atombomben, er en helt ejendommelig misforståelse, der må skyldes den store spænding i dit eget sind. Fra den dag tre år før, hvor jeg blev klar over at langsomme neutroner kun kunde frembringe fission i Uran235 og ikke 238 var det jo indlysende for mig at man ved at skille uranerne vilde have en bombe med sikker virkning. Jeg havde endda i Juni 1939 i Birmingham holdt et offentligt foredrag om uranspaltningen, hvor jeg talte om en sådan bombes virkninger, men naturligvis tilføjede at de tekniske forberedelser vilde være så store at man ikke vidste hvor hurtigt de kunde overkommes. Hvis noget i min opførsel kunde tyde på forskrækkelse lå det derfor ikke i sådanne meddelelser, men i efterretningen om at man, så vidt jeg måtte forstå, i Tyskland så energisk deltog i et kapløb om at komme først med atomvåben.

I øvrigt vidste jeg dengang intet om hvor langt man allerede var kommet i England og Amerika hvad jeg jo først fik at vide da det året efter lykkedes mig at komme til England efter meddelelse om at den tyske besættelsesmagt i Danmark havde truffet forberedelse til min arrestation.

Alt dette er jo kun en gengivelse af, hvad jeg klart husker fra vore samtaler og som i den næstfølgende tid naturligvis var genstand for indgående drøftelse på Instituttet og med andre fortrolige venner i Danmark. En ganske anden sag er at jeg dengang og siden altid har haft det bestemte indtryk at du og Weizsäcker

 

[NEW PAGE]

3

 

havde arrangeret symposiet i det tyske Institut, hvori jeg af principmæssige grunde ikke selv deltog, og besøget hos os for at forsikre jer om at vi ikke led overlast og prøve på enhver måde at hjælpe os i vor farlige situation.

Dette brev er jo for så vidt kun mellem os, men på grund af det røre, som bogen allerede har vakt i danske aviser, har jeg ment det rigtigt i fortrolighed at meddele brevets indhold til direktøren for det danske udenrigsministerium og ambassadør Duckwitz.